100% Dansk webshop - Af hjertet Tak for din støtte.

Gratis fragt til Pakkeshop ved køb over 299,- og op til 19kg.

Artikler om kæledyr - Læs dem her

GLS AFHENTNING MELLEM JUL OG NYTÅR - Der bliver hentet pakker d. 23/12, d. 27/12 & d. 30/12.

100% Dansk webshop - så handler du lokalt

Alt hvad du bør vide om pasning af kaniner

Alt hvad du bør vide om pasning af kaniner

Katja N Masters |

Rigtig mange vælger en kanin som familiens første kæledyr, da det er et dyr, der er sødt og pelset, kan gøres meget kælent, og som er forholdsvist nemt at passe. En kanin er på mange punkter perfekt som kæledyr til børn – og det er også overkommeligt for dig som forælder at tage over, hvis interessen for at passe kaninen ikke varer ved. Her kan du læse alt det, du behøver at vide, hvis du overvejer at anskaffe en kanin.

Kaniner er sociale dyr

Rigtig mange vælger en udendørs løsning til kaninen af praktiske årsager, men det er værd at overveje, om der er plads til kaninen indenfor. Kaniner er sociale dyr og vil have det absolut bedst i nærheden af ”flokken”. Alternativt kan du overveje at anskaffe to kaniner, så de kan holde hinanden med selskab.

Neutralisering kan komme på tale, hvis flere kaniner skal gå sammen, men det er ikke altid nødvendigt.

Kaniner bider i alt

En kanin er af natur nysgerrig, og den bruger gerne tænderne til at undersøge nye og spændende ting – som for eksempel ledninger. Sørg derfor for at gemme sådanne ting af vejen, så ikke der opstår uheld, før din kanin slippes fri på gulvet.

Kaniner kan blive renlige

Det ligger i kaniners natur, at de har et ”toilet”. Typisk vil det være i det samme hjørne af buret, hvorfor det er en god idé med en toiletbakke her, der nemt og hurtigt kan tømmes. Hjælp din kanin på vej til at blive renlig ved at lægge efterladenskaber i bakken og flyt kaninen derind, hvis der sker uheld andre steder.  

Neutralisering kan være nødvendigt for at gøre en kanin renlig.

 

En sund kanin er en glad kanin

Sørg for at købe ordentligt kaninfoder, der er rigt på olier og næringsstoffer, som er gode og vigtige for kaniner. Og tilbyd derudover grønt hver dag i form af eksempelvis salat, mælkebøtter, kål, agurk, gulerødder, osv. Sørg for at lege og kæle med din kanin hver dag og tag den gerne med på udflugt i haven.

Pas på kaninens tænder

En kanins tænder vokser hele livet, og den har brug for at slibe dem jævnligt. I naturen gøres det ved at spise groft, men som kæledyr fodres de typisk med finere foder i pilleform, og det er ikke nok til at slibe tænderne tilstrækkeligt. Det kræver desuden ikke den side-til-side bevægelse, som sliber tænderne mest. Det er derfor vigtigt at supplere med hårdere foder som gulerødder, selleri og kål og at tilbyde kaninen fri adgang til hø, da dette bl.a. er en vigtig kilde til gode tænder hos en kanin. Skulle det ske, at tænder bliver for lange, er det forbundet med stor smerte, og du bør derfor gå til en dyrlæge.

En af vores dejlige bruger på Facebook har også pænt gjort os opmærksom på man skal passe på gulerødderne, da de indholder meget sukker - som også gælder os mennesker :-)

Din kanin har brug for dig

En kanin har brug for omgang med mennesker for at blive menneskevant og kælen. Det betyder kort sagt, at hvis du sætter tid af til at kæle og lege med din kanin, vil du som resultat få en kælen og glad kanin, der springer dig i møde, når du kommer hjem fra arbejde. En kanin kan i princippet blive lige så kælen som en kat. Omvendt vil du få en menneskesky og ulykkelig kanin, der kan finde på at bide, hvis du ikke bruger tid på den.

Kaniner er legesyge

En kanin er et socialt og til et vist punkt intelligent dyr, der godt kan lide at lege og udforske. Skab nogle små hyggekroge og sørg for, at der er legetøj til din kanin, og gem lidt godbidder i en høbold eller trætunnel, så du udfordrer den.

Inde eller ude

Kaniner bør bo indenfor minimum i vinterhalvåret, men gerne hele året, så den kan være en del af familien. Det er dog en god idé med en udendørs indhegning, hvor kaninen kan lege og spise græs på de dage, hvor vejret tillader det.

Kaninens bur

Sørg for at købe et bur med rigeligt plads til din kanin og køb eller lav huler til den, da kaniner bor i huler i naturen. Lad der være hø i bunden af buret, som kaninen kan spise af og putte i. Buret bør skiftes 1-2 gange om ugen, og toiletbakken bør skiftes dagligt. Du opdager dog hurtigt, hvis buret trænger til at blive skiftet, da det begynder at lugte.

Og husk, at et bur er kun til ophold, en kanin har brug for plads og skal derfor ikke sidde i sit bur hele dagen. Et bur er et sted den kan søge sikkerhed, sove hvis den ønsker det m.m. så tænker du på, at anskaffe en kanin, så husk på den skal have MASSER af plads og motion.

Husk vandet

En kanin bliver typisk tilbudt vand af en drikkeflaske, der sidder på siden af buret. Det er en rigtig god idé, da det sikrer, at vandet forbliver rent. Køb en stor flaske og hold øje med, at din kanin ikke tømmer den. Udskift vandet én gang dagligt. En kanin kan ikke optage foder ordentligt uden vand og kan drikke op mod ½ liter dagligt, hvis det er varmt.



Afgiv din kommentar

Bemærk alle kommentarer skal godkendes før man ser dem på siden.